Sørestaurering – dyre, men effektive metoder

Teknisk set er det muligt at restaurere en selv stærkt næringsbelastet sø, men det tager tid og udgifterne kan blive store.

Vigtig er det, at man starter med at standse yderligere tilførsel af næringssalte enten ved at lede spildevandet hen et andet sted eller ved at rense det både biologisk og kemisk således, at næringssaltene er fjernet inden udledningen til søen. Sideløbende hermed fjernes også bredvegetationen.

Dette løser dog ikke i sig selv problemet, idet der i søens bundslam vil være ophobet stor mængder fosfor, som under de iltfrie forhold, der opstår ved nedbrydningen af dødt organisk materiale, frigives til vandet. Skal søen restaureres inden for få år, er det nødvendigt at gå et skridt videre og fjerne den næringsrige del af bundslammet.

Dansk success historie

Denne metode blev brugt på Brabrand Sø over en syvårig periode, hvor der blev opgravet i alt 500.000 kubikmeter forforholdigt bundslam. Dette var til en pris af 23 mio kroner, men yderst effektivt.

Har man at gøre med meget dybe søer, som det var tilfældet med Hald Sø ved Viborg, må andre midler tages i brug. Hald Sø havde i mange år fået tilført urenset spildevand fra nærliggende dambrug og byspildevand fra Dollerup og Skelhøje, hvilket gav en massiv belastning med fosfor og kvælstof.

Den meget dybe sø med den langsomme vandudskiftning ville ikke kunne klare en så stor næringsstofbelastning uden ekstra ilttilførsel. I midtfirserne besluttede amtet så at iværksætte et genoplivningsforsøg, hvor der hvert år i en 15 års periode blev ledt 200-350 tons ren ilt til søen fra tanke på land og slanger på bunden.

En meget langsommelig affære, men omkring 1999 var søens økologisk tilstand så meget forbedret, at man besluttede at slukke for ilttilførslen, da man mente ,søen nu kunne klare sig selv. Det kunne den desværre ikke, så over en ny 10årig periode har man måttet tilføre 120 tons ilt pr.år inden søen nu hviler i sig selv.